Forhåndsvisning
Carneys Kaos: En Dybdegående Rejse Ind i 1970'ernes New Yorks Beskidte Sjæl
Forestil dig det her: Det er 1970'erne, og New York City er et sandt inferno af affald på gaderne, kriminalitet, der er stukket helt af, og en by, der er på fallittens rand. Midt i dette kaos udspiller Colson Whiteheads vanvittigt gode roman, "Crook Manifesto", sig. Det er ikke bare en historie; det er en sansebombardement af en by, der danser på kanten af afgrunden, leveret med en utrolig blanding af krimi-intensitet og knivskarp social satire. Det er den slags bog, der griber fat i dig og nægter at slippe, og minder os om, hvorfor Whitehead er så fucking dygtig en historiefortæller.
Manden i Stormens Øje: Ray Carney
Vores hovedperson er Ray Carney. Han prøver sit allerbedste for at være en anstændig møbelhandler, du ved, holde hovedet lavt, forretningen oppe og livet på rette spor. Men her er tvistet: Han plejede at være en svindler – en 'fence', som de siger. Og i dette New York er 'på rette spor' et super fleksibelt begreb. Han er ikke ligefrem et helgen, men heller ikke en hærdet kriminel. Han befinder sig et sted midt imellem, konstant i gang med at balancere sine legitime ambitioner med den lokkende sang fra den kriminelle underverden, han kender så godt. Carney er en mand splittet mellem to verdener. På den ene side vil han gerne være den respekterede forretningsmand, der bidrager til samfundet og giver sin familie et godt liv. På den anden side trækker fortidens vaner og de relationer, der følger med, i ham. Han er en mester i at navigere i
1971: Gnisten, Der Antænder Kaos
Hele balladen starter i 1971. Ray har brug for billetter til en Jackson 5 koncert til sin datter, May. Lyder uskyldigt nok, ikke? Forkert. Denne simple anmodning sender ham ned i et kaninhul. Han kontakter en gammel politi-kontakt, en fyr, der gerne vil hjælpe, men selvfølgelig forventer noget til gengæld. Og lige pludselig bliver Rays forsøg på at holde sig ude af 'spillet' utroligt kompliceret og, lad os bare sige, langt farligere end bare at gå glip af en koncert. Det er her, Whitehead virkelig excellerer. Han maler